Case – Et interview og en-til-en session med klient der har været udsat for vold
Af Cæcilie Liv Carlsen
Følelser
Jeg kunne mærke dem presse sig på fra konfrontationen
Men til hvilken nytte
Frem og tilbage var deres løbende vedholdenhed
Jeg var forvist som en blind uden en sirene eller stok
Dybden af disse følelser, nu som en krigsdans
omringer de mig og slipper igen.
Hvis min hulken kunne have holdt mig,
havde min gråd bundet dig indtil jeg måtte acceptere
at der er ingen, undtagen mine følelser
og jeg græder igen.
Poesi består af bogstaver, der nogle gange er sammensat i ord, andre gange ikke, samt tempo og rytme der befinder sig mellem ordene. (Rømhild 2014[1]) Poesi som terapi vil sige at skrive på en udtryksfuld måde, en måde hvor man sætter ord på tanker og følelser og lader sig rive med af sin fantasi og associationer, når man forholder sig til forskellige emner.
”Måske kan jeg være nogen – en person. Måske kan jeg blive poet”
Sådan sagde Marie efter endt session og forløb i kunstterapi. Det digt hun havde lavet i sessionen handlede om, at hun havde ret til at føle. Marie er opvokset i et voldeligt hjem. Hun blev fjernet fra hjemmet og ankom til en plejefamilie da hun var 12 år gammel. Derfra blev hun flyttet til en ny familie, da hun ikke faldt til. Sidenhen kom hun på døgninstitution. Her begyndte hun at skrive dagbog. Det at skrive hjalp.
Marie: “Når jeg følte mig mest alene skrev jeg. Når minderne blev for meget og jeg ikke følte at der var plads til den jeg var eller mig så kunne jeg fortælle det til nogen.”
Som terapi begyndte vi at lave en skriveøvelse dagligt. Hver skriftlig opgave blev der afsat 5 minutter til. Kun 5 minutter, for der skulle kun være tid til umiddelbare strøtanker og fri association. Det handlede ikke om at blive perfekt eller være for fortænkt. Marie kunne svare i poesi form eller med sætninger fra sin dagbog
Et eksempel på en dags skriveopgave:
”Hvornår har du følt dig overvældet og hvordan taklede du udfordringerne?”
Marie skrev: ”Jeg vil have min stemme hørt! Jeg vil gerne hjælpe andre mennesker fra et ærligt sted i mit hjerte. Ikke bare at give trøst og fortælle folk, hvad de vil høre, så de samme mennesker vender tilbage med de samme problemer dag efter dag, uge efter uge.”
Du holder fast gennem smerten
Du holder fast gennem forandringen
Du holder ud til dagen er færdig
Du holder fast, fordi du ved
at du har brug for denne oplevelse
Du holder fast, fordi du ved
at du bare ikke kan lade være.
Selvom nogle blade er gået tabt
svajer du nu med vinden
og graver dybere ned i mudderet.
Efter forløbet evaluerede vi sammen hendes proces og samlede de ting op hun havde skrevet.
Kunne hun fordybe sig eller var hun distraheret? Blev hun overrasket?
”Jeg nyder at tænke og skrive. Jeg frygter det også et hurtigt minut før jeg skriver og føler faktisk lettelse mens jeg skriver og tænker “det kan jeg faktisk!” Jeg tror ikke, jeg tager mig nok tid generelt til at fokusere på det at skrive ud over hvad der foregår lige her og nu. Det er tankevækkende at min skrivning vil kunne mig en identitet som kunstner hvis altså jeg afsætter tid nok til det.”
Jeg spurgte om hun havde lyst til at mødes med andre online og dele erfaringer med netop denne skriveøvelse. Marie valgte at tage sige ja. Efter den fælles session udtalte hun:
”jeg nød at besvare mine 5 minutter, og jeg nød at se og høre fra de mennesker, der deltog, lufte deres følelser, gruppedeling og hjælpe mig med at forstå, du er ikke den eneste, der har disse følelser. Jeg tror, at den værste del af smerten, og tvivlen er, at du er den eneste. At høre lignende historier er styrkende. Du kan se, at du ikke er alene.’
Kan vi og hvordan tilbyde mere kunst i behandlingssystemet som en del af general rehabilitering? Hvor et kreativt individ aktivt kan være noget for andre og selv kan finde svar på deres velbefindende som et supplement til deres heling.
For muligheder gå til https://www.kunstterapeutforeningen.dk/
[1] Niels Peter Rømhild (2014) ”Poesi”, I Den store Danske, https://denstoredanske.lex.dk/poesi
