Mange kunstterapi-klienter oplever, at det er igennem kunstneridentiteten, at de oplever en styrke og empowerment, fordi den skaber et mulighedsrum, hvor intet er rigtige eller forkert, og der ikke er dårlige eller gode følelser. Alt er tilladt.
I kunstterapi diagnosticerer vi ikke men støtter klienten i selv at finde frem til sin vej til bedring igennem kunsten. Vi bevæger os fra behandlerrollen til facilitatorrollen. Her er behandler og klient lige, da man udforsker emner sammen og derved er samarbejdspartnere. Tilgangen er ikke hierarkisk, men demokratisk, det vil sige, vi ved ikke mere eller bedre end klienten/deltageren, hvad problemet er, men udforsker med et åbent sind frem- og tilbagegange/udvikling i udveksling. Vi er kunstner sammen med klienten. Vi lader kunsten, forestillingsevnen og legen bane vejen til lindring, håb og mening. Vi indtager en åben menneskelig indstilling til, at alle er forskellige og har deres eget ”sprog”.
At undersøge kunstneridentiteten
For at styrke klienten i sin nye kunstneridentitet kan man sammen undersøge begrebet kunstner eller det ”at være kreativ”. En undersøgelse af begrebet kan være med til at skabe en større erkendelse af den nye identitet, så klienten løbende kan genbesøge den styrke, der ligger i begrebet. Der kan tages afsæt i en såkaldt protreptisk dialog. (Se anden artikel på platformen), hvor man undersøger begrebet på et alment menneskeligt niveau.
Spørgsmål der kan stilles er:
- Hvorfor er kreativitet og kunst væsentlige for vores liv?
- Hvilke menneskelige egenskaber kræver det at være kreativ?
- Hvad er det positive ved kunst? Giver den mening? Giver den glæde?
- Hvad med det negative? Fx skam eller usikkerhed.
- Hvad er din historie som kreativt individ?
- Vi understøtter et mulighedsrum
Det er facilitatoren, der understøtter at skabe et miljø, hvor andre kan realisere deres kreative potentiale fremfor at placere sig selv i centrum af aktiviteten med behov for at kontrollere, dirigere og orkestrere resultater.
Eksempel
Det er en særlig indstilling, hvor behandleren må fornemme, hvornår man er medskaber, og hvornår man trækker sig for at give plads. Går den kreative energi ned hos klienten, kan man dvæle ved, hvad der sker eller komme med idéer uden at låse sig fast, men tilbyde forskellige muligheder. Fx ”Giver det mening at male en sol over ansigtet?” eller ”Hvad kunne udtrykke energi og handlekraft?” Opgaven er at åbne op for muligheder uden at forcere processen. Dette betyder også, at man kan tage en pause og træde lidt væk fra værket sammen med klienten for at se det i et andet perspektiv.
Løbende i arbejdet med klienten kan det være gavnligt at genbesøge kunstneridentiten for at styrke legen og mulighedsrummet og modet til at fejle.
