Af Jens Larsen og Cæcilie Liv Carlsen
Kunsten har evnen til at træde til der, hvor ord ikke længere er tilstrækkelige. Derfor har kunst altid været en metode til at behandle både den indre og ydre verden. Man forbinder ofte de store kunstneriske genier med psykiske lidelser og traumer, hvilket giver dem en måde at udtrykke deres følelser på. I dag bruges kunst som terapiform.
Når vi skal integrere nye metoder i arbejdet med vores klienter, kan det være værdifuldt at anvende nogle enkle og overskuelige modeller og strukturer. Arbejdet med kunstterapi har særlige forløb eller dramaturgier på samme måde som de psykologiske, kognitive og terapeutiske tilgange. Et kunstterapeutisk forløb kan skabe overblik og ro, men er også tilpasset til at kunne improvisere afhængigt af situationen og klienten.
Argumentet for det kunstterapeutiske forløb er, at kunst ikke bare er healende, fordi det er kunst, men at det også skal sættes i en professionel terapeutisk ramme, hvor terapeuten har en afgørende rolle.
I denne artikel giver vi dig et overblik over kunstterapiens forskellige faser med udgangspunkt i tilgangen kaldt Broen, formuleret af Paulo Knill, forsker, kunstterapeut, kunstner og grundlægger af The European Graduate School i Saas-fee, Schweiz. Du får indblik i de teoretiske baggrunde, og derefter gennemgås faserne i mere generelle termer, som kan bruges i arbejdet med de forskellige kunstarter, som kunstterapien anvender.
En bro til kunstfremstilling og leg
Argumentet for det kunstterapeutiske forløb er, at kunst ikke bare er healende, fordi det er kunst, men at det også skal sættes i en professionel terapeutisk ramme, hvor terapeuten har en afgørende rolle. Det er terapeutens opgave at skabe et trygt miljø, hvorfra udvikling og healing er mulig.
Paulo Knill understreger i Principles and Practice of Expressive Arts Therapy: Toward a Therapeutic Aesthetics (2004) vigtigheden af at strukturere kunstterapeutiske sessioner, særligt ved sessionens åbning og afslutning. Her guides klienten ind og ud af en ”alternativ verdenserfaring” af kunstfremstilling og leg. Knill beskriver sessionens forløb som en bro: en bro, der forbinder klientens daglige virkelighed med kunstfremstilling og derefter en anden bro mod slutningen af sessionen for at guide klienten til afslutningen.
Det kunstterapeutiske forløb
Et kunstterapeutisk forløb er typisk opdelt i fire dele: check-in, opvarmning, kunstfremstillingsprocessen med æstetisk analyse og til sidst høsten med kunstdialog. I dette afsnit gennemgår vi de forskellige faser. Der er som sagt tale om en mere generel beskrivelse, som du kan have i tankerne, når du og din klient går ind i en session.
- Fase 1: Check-in
Hver session begynder med, at gruppen af deltagere deler tanker om, hvor de er i livet samt deres mulige udfordringer. Det at sidde i en rundkreds er et vigtigt ritual til at skabe en følelse af fællesskab og deltagelse. - Fase 2: Opvarmning
Her kan vi typisk lave en lille forberedende øvelse til kunstfremstillingen, såsom at danse, bevæge sig som dagens tema eller gøre et rum parat rent fysisk. - Fase 3: Kunstfremstilling
I kunstfremstillingsprocessen bevæger vi os væk fra at fokusere på de problematiske situationer fra dagligdagen og ind i et kunstatelier, hvorfra noget andet og nyt kan opstå. Dette kunstrum er et åbent rum for forestillingsevnen, sanserne og legen. En kunstøvelse, som facilitatoren har forberedt, introduceres, hvor en sådan øvelse eksempelvis kan være at male et abstrakt maleri.
Kunstfremstillingsprocessen sker inden for kunstmodaliteterne: visuel kunst, musik, dans, drama og storytelling. Derefter vil facilitatoren guide gruppen i en æstetisk analyse af det kunstneriske udtryk, som processen fremkaldte. Her diskuterer deltagerne kunsten, der dukkede op: overfladen, processen, oplevelsen og reduktionen til det endelige udtryk. Skønhed og sensitivitet som drivkraft og motivation vækker kroppen og kan være en indgang til klienten. Den kunstneriske proces skal være attraktiv og nærende, så den hjælper klienten med at overvinde frygten for fiasko. At vække sanserne hos en klient er en vigtig adgang til at nå ind til personen.
Gode spørgsmål ved kunstdialogen:- Hvilke farver tiltrak dig? •
- Hvordan havde du det i processen? •
- Dømmer du resultatet? •
- Kunne du fordybe dig eller var du distraheret? •
- Blev du overrasket?
- Fase 4: Høst – kunstdialog
Denne fase vil støtte klienten i at skifte gear og forberede sig på at vende tilbage til deres normale dagligdag. Her vil klienten blive støttet i en kunstdialog om, hvordan kunstfremstillingen kan overføres til det ‘virkelige’ liv. Det er her, frugterne af kunstværket høstes. Klienten får mulighed for selv at finde svarene, ved at starte sætninger og afslutte dem med kunstens stemme: ”jeg (kunsten) er kommet for at fortælle dig om din smerte…. “ eller “et godt råd jeg vil give dig i dag er…” eller “mit digt er kommet for at vise mig, at mit fremtidsønske er muligt og for at få det ind i min hverdag, kan jeg gøre a,b eller c”. Det er altså kun klienten, der kan føre denne dialog.
På denne måde er det kun klienten selv, der kan se og mærke svaret og derved vejlede sig selv med hensyn til lindring og behandling, men med terapeuten som partner. Det vil altså sige, at klienten i forløbet først ankommer til broen ved første fase, hvorefter klienten i fase 2 træder op på broen gennem opvarmning.
Fase 3 i kunstfremstillingen fører os ud på broen for derefter at nå frem til den sidste fase, hvor vi høster og anvender kunstdialogen. Dette er naturligvis en lineær tolkning, men den kan være god for dig som behandler at være opmærksom på. Efterhånden som du bliver fortrolig med strukturen, kan du være mere fleksibel.
