Inspirationskursus
ArtMentums onlinekursus består af fem moduler, der giver dig inspiration til, hvordan du kan anvende kunstterapi i traumebearbejdning. Du vil høre om teknikker og metoder, der er baseret på evidensbaseret forskning og praksiserfaringer.
Modul 1
Metode og teori
Modul 2
Kunstterapi og recovery
Modul 3
Kunst og traumearbejde med torturofre
Modul 4
True Storytelling som recovery
.
Modul 5
Offentlig kunst som traumearbejde
Om kurset
Mennesker der oplever traumer i form af psykisk eller fysisk overlast, mister ofte fornemmelse for, hvem de er og deres plads i tilværelsen. Det kan komme til udtryk i en form for manglende mening i tilværelsen, tristhed, depression, aggression, PTSD og angst. Tilstande og symptomer der betyder, at de kan have svært ved at fungere i sociale sammenhænge og bidrage til fælleskabet. Det påvirker ikke kun deres egen livskvalitet, men familien og deres omgivelser og kan i sidste ende blive en udfordring for samfundet i form af fx sygemeldinger, afreagering og en sårbar adfærd. Der tilbydes allerede forskellige behandlingsformer i forbindelse med fysisk og psykisk vold og der gøres et stort arbejde blandt disse behandlere. Derfor skal inspirationskurser om kunstterapi og storytelling, ses som et supplement og en hjælp til personer, der arbejder med traumebehandling eller på anden måde er i kontakt med mennesker, som har været udsat for overgreb. Det kan både være professionelle behandlere, men også undervisere og pædagoger. Tilgangene og metoderne på platformen tager afsæt i det fremadrettede arbejde, der kan give håb, livskraft og handlemuligheder.
Kunstterapi og true storytelling
At kunst, kunstterapi og storytelling har en særlig helende og genopbyggende effekt på mennesker, som har været udsat for traumer er velkendt. Fx bliver teater og storytelling benyttet blandt krigsveteraner med posttraumatisk stress i USA og kunstneriske processer har været benyttet i arbejdet med flygtninge, som en vej til recovery og til at komme videre i tilværelsen. Styrken ved at anvende kunst og storytelling i arbejdet med traumer er, at der kan foregå en eksternalisering af traumer og egen livsfortælling. Hermed kan klienten arbejde med væsentlige eksistentielle emner i et trygt rum. Derudover skaber kunsten kontakt til andre domæner i form af mytologi, kropslighed og kreativitet, der kan skabe ny betydning i arbejdet med egen fortælling. Denne platform består primært af metoder inspireret af Expressive Arts Therapy og tilgangen True Storytelling. Begge tilgange bruger kunst og storytelling til at hjælpe klienten med at åbne op for nye perspektiver, ressourcer og genskabe en mere helende og konstruktiv livsfortælling. Undervisningsforløbet tilbyder både baggrundsviden om sammenhængen mellem traume og kunst og storytelling samt en række metoder, der kan inspirere behandlere i form af øvelser og faciliteringsværktøjer. Forløbet kan både ses som et samlet forløb, men de enkelte metoder kan benyttes som et supplement i egen behandling. I undervisningsforløbene vægtes behandleres evne til at leve op til de etiske krav, som er en del af den enkeltes faglighed.
Det metodiske fundament og praktisk erfaring
Undervisningskonceptet består af viden om kunstterapi og storytelling fra Cæcilie Liv Greve Carlsen M.A i Expressive Arts Therapy og Jens Larsen, co-founder af True Storytelling Institut samt om traumeterapi fra professor Melinda Meyer der er tilknyttet The European Graduate School i Schweiz og traumeterapeut Aglaia Mickelakis.
Kursusindhold
Modul 1
Introduktion til kunstterapi, storytelling og recovery
Udbytte for behandlere:
- Kan forklare, hvorfor kunstterapi og storytelling kan benyttes i traumebehandling
- Har kendskab til de vigtigste begreber
- Har indblik i overvejelserne omkring facilitering og etik i arbejdet med kunstterapi.
Modul 2
Kunstterapi og storytelling som genopbygning/recovery
Udbytte for behandlere:
- Kan forklare, hvordan kunst, storytelling og kunstneriske processer kan benyttes for sundhed, genopbygning og recovery
- Hvordan skaber man en ny livsfortœlling
- Kan forklare modulets øvelser til klienterne
- Kan facilitere øvelserne med afsæt i egen faglighed og praksis
Modul 3
Kunst og traumebearbejdning med torturofre
(Melinda Meyer)
Udbytte for behandlere:
- Kan forklare, hvordan Melindas teknik benyttes i traumebearbejdning
- Kan udøve specifikke øvelser til klienterne
- Kan facilitere øvelserne med afsæt i egen faglighed og praksis
Modul 4
True Storytelling – dialogmetode til recovery
Udbytte for behandlere:
- Kan forklare, hvorfor storytelling er relevant i traumebehandling
- Kan forklare principperne i True Storytelling
- Kan facilitere øvelserne med afsæt i egen faglighed og etik
Modul 5
Museumsbesøg som recovery
(Aglaia Mickelaki)
Udbytte for behandlere:
- Kan forklare, hvorfor kunst og kreativitet i samfundet er vigtig for arbejde med lindring
- Har indsigt i øvelser og begreber
- Kan facilitere øvelserne med afsæt i egen faglighed og etik