Et casestudie
Af Cæcilie Liv Greve Carlsen
24.9.-26.11. 2018
CASA Treatment Center, Los Angeles, USA
Det følgende giver indblik i et 10 ugers behandlingsforløb på CASA, hvor jeg brugte kunstterapi med klienter, der skulle genopbygge deres liv fra forskellige udfordrende livssituationer. Min gennemgående problemstilling:
“Hvordan støtter brugen af kunstarter – som dans, musik, poesi, drama og/eller visuel kunst – menneskers empowerment i Recovery?”
Forløb
En gang om ugen mødtes alle medarbejdere til en case-konference i en bygning kaldet The Pike. The Pike er midt på campus omgivet af grønne områder. Dens hovedrum er stort med franske døre fra gulv til loft. Der var udfoldelige borde og masser af stole stablet op ad væggen. Jeg fik en halv væg til min rådighed, hvor jeg medbragte et stort skab, der kunne rumme alle mine kunstartikler samt deltagernes kunstværker.
Præsentation af min plan for CASA
Mandag aften den 10. september 2018 kl. 18 præsenterede jeg mit program på CASA for omkring 35 klienter og den kliniske leder. Jeg oplyste at jeg ledte efter 6-8 kvinder, der ville være villige til at følge et ti ugers behandlingsforløb med mig. Vi skulle mødes hver mandag aften fra 18:00-19:30. Min skriftlige beskrivelse:
Dette er et feltarbejde, der udforsker den kvindelige rejse for at øge empowerment gennem terapeutisk kunstfremstilling i kritiske overgangsfaser. Det vil fokusere på hvordan brugen af kunstterapi kan øge klienters empowerment. Gennem brugen af kunstarter som led i forløbet vil vi bruge kunstterapi til at udforske den modige rejse fra hvem vi er nu til hvem vi ønsker at blive. Kurset vil bruge dans, musik, poesi, drama og billedkunst til at hjælpe deltagerne med at billedliggøre og kropsliggøre traumatiske erfaringer for at kunne bearbejde dem kollektivt.
Feltarbejdet
Hver mandag fik deltagerne et trygt rum og god tid til at arbejde med sig selv og sin personlige udvikling. Arkitekturen for hver session var:
1.Tjek ind i cirkel
2.Opvarmning
3.Kunstudfoldelde
4. Høst samt kunstdialog
Det følgende er udsnit af de 10 ugers forløb. Ud af 8 deltagere er der taget udgangspunkt i to voldsofre, Bertha og Liv, som har en baggrund i prostitution og misbrug (alle navne er anonyme).
1.Tjek ind i cirkel
Bertha er en 37-årig mexicansk indiansk amerikansk kvinde boede på CASA og i behandling for alkoholafhængighed, PTSD og angst. Bertha har en baggrund i et voldeligt forhold.: “ Hej mit navn er Bertha. Jeg er misbruger og alkoholiker. Jeg er mexicansk indiansk amerikaner, så da jeg så overgangsfase i opslaget, ville jeg gerne deltage om kvinder der finder sig selv. Vores tradition er at du går ud i tre dage og finder din mission, så i mine overgangsritualer elsker jeg kreativitet. Min kultur er stærk, det er vigtigt at den ikke går tabt. Jeg afsluttede et forhold, der har været skadeligt for mig, mit hjerte, mit sind, bare alt, og det er det denne gang. Jeg ved, jeg har sagt det så mange gange, men han er ikke sund for mig. Hver gang jeg er ked af det, er det på grund af ham, så at være her lige nu for at være i dette overgangsritual med jer er det rigtige for mig. Jeg har altid haft en partner. Jeg har aldrig stået på egne ben. Jeg behøver ikke være bange for, at han bliver ked af det mere”.
Liv er 28 år, lider af PTSD, er heroin misbruger og har depression og angst. Liv har arbejdet i sexindustrien dels som prostitueret og været udsat for seksuel vold: ”Hej jeg er Liv. Jeg er heroinmisbruger, og lederen anbefalede mig at komme til det her, for når det kommer til kunst, så ja, så… Jeg tror, at det eneste, at det er noget, der konstant har reddet mig fra ikke at slå mig selv ihjel, har været som kunstner under en eller anden form eller musik eller skrift eller lignende eller sådan noget.”
2.Opvarmning og 3. kunstudfoldelse
Herefter opvarmning ved at bevæge os frit til et stykke musik. Så satte vi os ved et bord med rødt ler, som er nemt at arbejde med, hvor hver deltager fik mindst to håndfulde ler. Herfra stod det dem frit for at skabe en figur.
Liv havde lavet en skulptur af et halvt hjerte: ”Jeg tror, at min figur er et hjerte, der er kommet for at fortælle mig, at det ikke er så kompliceret, og at det ikke er så enkelt. En stemme fra sin skulptur sagde, mente hun: ”Jeg er her for at hjælpe dig med at værdsætte alle dele af dig selv.”
Bertha havde modelleret en skildpadde og sagde: “Du skal være værdig som skildpadderne. Det er faktisk meget vigtigt, hvad jeg går igennem nu. Jeg spurgte hende hvad den ville sige hvis den kunne udtrykke sig. Hun svarede ”Jeg er den storslåede skildpadde. Jeg er her for at fortælle dig, at jeg kan svømme mange kilometer for at nå mit mål. Jeg vil ikke bare give mig selv til nogen længere.”
En af de andre deltagere responderede: “Dette er en tilbagevenden til din selvopdagelse. Ligesom din skildpadde kan du komme ud af din lille boks langsomt, men skildpadden er den, der vinder løbet. Langsomt og stabilt.
Som sin kreative feedback til Bertha spillede Liv sangen af Enigma, “A Return to Innocence”
Liv sagde om det at dele sin musik: ”Det var smukt. Jeg følte mig intim med disse få mennesker i aften. Jeg mærker mit hjerte for første gang i mit liv. Det er ikke skinnende men ramponeret. Det har ingen grund til at stole på eller elske nogen, men det gør det alligevel.”
4. Høst samt kunstdialog
Vi diskuterede, hvordan og om de kunne tage noget af dette ind i deres daglige liv.
At fortælle kvinder, at de er smukke og specielle, var noget, Bertha ville gøre mere af. Hun sagde også, at hun var nødt til at besøge sit indianske center oftere, helst i denne uge for emotionel støtte og sagde “Skaber hjælp mig til at vågne op i taknemmelighed, forfædre vejled mig, lad mig ikke miste syne.” Hun så ud til at være dedikeret til det, hun sagde med sine øjne halvt lukkede og hænder sammen som i bøn.
Liv spurgte om hun kunne tage sin guitar med til at spille et instrumentalt stykke for alteret. Hun sagde, at hun aldrig havde spillet foran nogen før og var meget genert men følte sig kaldet til at gøre det her. Gruppen støttede hende og syntes det lød som en god ide. Liv tog sin guitar og begyndte at spille. Hun virkede lettet og berørt. De andre kvinder klappede da hun var fœrdig. Jeg bad dem reflektere over hvad de så og oplevede og skrive dette i deres dagbøger.
Efterfølgende tanker:
Alligevel er der visse fællestræk ved de mennesker som på den ene eller anden måde har været udsat for et overgreb.
For voldsofre kan det være en stor belastning at se det hændte i øjnene, det fortrænges tit for at man kan komme videre. Men det lykkes ikke altid. Hertil kommer at fordi traumatiske hændelser bearbejdes under ekstrem belastning og stress, bliver de ikke ‘arkiveret’ korrekt sammen eller erindret som en sammenhængende fortælling. Offeret oplever psykiske gener, som ikke går væk igen, det kan være lavt selvværd, depression, PTSD eller angst.
Deltagerne fik hver især over de 10 uger mulighed for igennem kreative øvelser og projekter at udforske en mulig vej frem. På den måde kan det kunstterapeutiske arbejde hjœlpe voldsofre til at sœtte ord på og udforske deres sår, samtidig med at udforske muligheder og ønsker i fremtiden.
